Pengepolitik top

Løs opgaver om pengepolitik

Analyseopgaver til IØ

Opgaverne henvender sig primært, men ikke kun, til undervisningen i International Økonomi (IØ).

Opgave A

Denne opgave handler om Nationalbankens indlånsrente, dvs. indskudsbevisrenten. Forestil dig, at Nationalbanken forhøjer indlånsrenten fra et meget lavt niveau.

  1. Hvilken type pengepolitik er der normalt tale om, når renteniveauet er meget lavt?
  2. Hvad forstår man ved Nationalbankens indlånsrente?
  3. Hvordan vil rentestigningen sandsynligvis påvirke bankernes rentesatser?
  4. Hvilke øvrige pengepolitiske renter styrer Nationalbanken?
  5. Hvad kan være årsagen til, at Nationalbanken sætter renten op?

Opgave B

Forestil dig, at valutakursen på kroner over for euro en dag bliver ændret fra 7,46 til 7,44 kr. pr. euro.

  1. Hvor stor er ændringen i procent, og er der tale en svækkelse eller styrkelse af kronen?
  2. Hvor store må udsvingene være i den danske krone i forhold til euroen?
  3. Hvilke årsager kan der være til, at den danske krone står svagere/stærkere over for euroen?
  4. Hvilke tiltag kan Nationalbanken anvende for at påvirke kronen?

Opgave C

Denne opgave har fokus på fordele og ulemper ved fast og flydende valutakurspolitik.

  1. Hvilke fordele og ulemper er der forbundet med at have henholdsvis fast og flydende valutakurs?
  2. Har det nogen betydning for svaret i spørgsmål 1, om der er tale om et lille land med en åben økonomi som Danmark eller et stort land? Hvis ja, hvilken?
  3. I deles op i grupper på 6 personer. Hver af disse grupper deles i to undergrupper, der skal argumentere for hver deres valg af pengepolitisk strategi (fast eller flydende valutakurs).
    1. I de to grupper skal I nu argumentere for og forsvare hver jeres strategi.
    2. På baggrund af diskussionen skal I vælge, hvilket system I vil foretrække.
    3. I alle 6-mandsgrupper skal I tage referat, og I skal komme med en endelig indstilling, hvor der indgår de centrale argumenter for og imod det valgte valutakurssystem.

Opgave D

Denne opgave handler om Nationalbankens intervention, når der har været pres på den danske krone.

  1. Brug Nationalbankens hjemmeside til at finde ud af, hvor meget der blev interveneret for i 2008 og 2015.
  2. Hvad var årsagen til interventionerne i 2008 og 2015?

Opgave E

I denne opgave skal du have fokus på udviklingen i 1) den danske krone i forhold til euro og 2) den svenske krone i forhold til danske kroner.

  1. Hvilket valutakurssystem følger Danmark og Sverige?
  2. Gå ind på Nationalbankens hjemmeside og hent data for de månedlige gennemsnit af kronens kurs over for henholdsvis euro og svenske kroner. Lav en figur, der viser udviklingen over de seneste 10 år.
  3. Hvor stort har det maksimale udsving i kronekursen over for euro været igennem de seneste 10 år? Angiv den maksimale procentvise afvigelse fra den seneste observation.
  4. Hvor stort har det maksimale udsving været på svenske kroner over for danske kroner de seneste 10 år? Angiv den maksimale procentvise afvigelse fra den seneste observation.
  5. Hvilke konsekvenser har udsvingene for danske virksomheder, når de skal handle med virksomheder i henholdsvis Tyskland og Sverige?

Opgave F

I denne opgave skal vi se på en periode i 1992 og 1993, hvor Nationalbankens rentesatser var meget højere end i dag.

Nationalbankens udlånsrente

Nationalbankens udlånsrente

Kilde: Danmarks Nationalbank

Dilemmaet mellem ønsket om kursstabilitet og behovet for at påvirke den indenlandske aktivitet blev afgørende for sammenbruddet af fastkurssystemet i Europa, som skete gennem en række valutakriser i 1992 og 1993.

Det danske nej til Maastricht-traktaten i juni 1992 og den efterfølgende franske folkeafstemning, der resulterede i et overraskende snævert ja, bidrog til at øge uroen. Det forekom pludselig ikke længere så selvfølgeligt, at den økonomiske og monetære union stille og roligt ville blive etableret på basis af de gældende centralkurser. Som oftest var kriserne for den danske krone affødt af begivenheder i andre lande, fx Sveriges og senere Norges opgivelse af fastkurspolitikken. Men i februar 1993 opstod der en voldsom spekulation mod danske kroner.

Kilde: Danmarks Nationalbank, Dansk pengehistorie 1990-2005.

  1. Redegør kort for indholdet i figuren og tekstbilaget.
  2. Redegør for de faktorer, der bestemmer renten.
  3. I dette tilfælde er renteforøgelsen relateret til uro på valutamarkedet. Hvad har Nationalbanken ønsket at opnå ved at hæve udlånsrenten?
Indhold