Inflation i DK  19731125-165741-pf.jpg

Inflation i Danmark i 1970'erne

Den høje inflation skyldtes en kombination af den lempelige økonomiske politik, som skiftende danske regeringer førte i perioden, en international oliekrise med stærkt stigende oliepriser, og at Danmark i 1970’erne forsøgte at øge den økonomiske vækst gennem gentagne devalueringer af kronen. 

Med devalueringerne gjorde man med ét slag den danske krone mindre værd i forhold til fx den daværende tyske D-mark. Derved blev danske varer billigere og mere konkurrencedygtige at sælge i udlandet.

Effekten af devalueringerne var dog hver gang kortvarig. Udenlandske importvarer blev på grund af den svækkede kronekurs tilsvarende dyrere at købe for danske forbrugere. Det medførte øget inflation, stigende udgifter til lønninger og råvarer for virksomhederne og stigende arbejdsløshed.

Efter at Danmark blev konsekvent med fastkurspolitikken, har inflationen siden sidst i 1980’erne været lav og stabil og på niveau med først Tysklands og siden euroområdets inflationsniveauer.

Du kan læse mere om fastkurspolitikken i undervisningssættet "Pengepolitikken i Danmark".