Betaling med mobil 1

Nationalbanken er også med til at flytte dine penge

På samme måde som de fleste borgere har en konto i en privat bank, har de fleste danske banker en konto i Nationalbanken. Nationalbankens betalingssystem, Kronos2, er en slags netbank for bankerne, der gør det muligt for bankerne at overføre penge mellem hinanden.

Nationalbankens betalingssystem er på den måde hjertet, der holder pengenes kredsløb i gang. Hver gang der sker en kontooverførsel mellem to banker – fx fordi du køber mælk i supermarkedet eller tøj i en netbutik og betaler med dit dankort, eller fordi du overfører penge til en ven med MobilePay – kører pengene ind over Nationalbanken.

Når du fx køber tøj i en netbutik, har netbutikken højst sandsynligt en anden bank, end du har. I det øjeblik du indtaster dine kortoplysninger og godkender betalingen, trækkes pengene fra din konto i din bank. Men din bank kan ikke bare indsætte eller hæve penge på netbutikkens konto, hvis den befinder sig i en helt anden bank. Derfor laver din bank i stedet en overførsel, via Nationalbankens betalingssystem, til netbutikkens bank, som derefter kan sørge for, at pengene lander på netbutikkens konto. Det samme gælder, hvis du overfører penge til en ven, som har konto i en anden bank end din.

Nationalbankens og bankernes betalingssystemer er moderne og effektive systemer, så hele overførslen – fra din konto i din egen bank, via Nationalbanken, og ind på modtagerens konto i en anden bank – sker i løbet af få sekunder. Betalingssystemet er uden risiko for dig som kunde, og du slipper for at bekymre dig om, hvilken bank din ven eller butikken har.