Pengegrise

Krav til bankernes robusthed

Nogle af de regler for bankerne, der ofte skaber debat i medierne, er de såkaldte kapital- og likviditetskrav. Kravene er bestemt ved lov og fastsætter, hvor meget kapital og likviditet bankerne skal have. Begge dele er med til at gøre bankerne mere robuste over for svære tider.

Kapital er bankernes stødpude
Kapitalkravene er regler for, hvor stor en stødpude, bankerne skal have. Helt konkret stilles der krav til, at bankens egenkapital har en vis størrelse. Jo større egenkapitalen er, jo bedre er banken rustet til at modstå svære tider, hvor kunderne fx ikke kan betale deres lån tilbage. Uden en tilpas stor stødpude ville bankkundernes problemer hurtigt kunne blive bankernes problemer, og dermed også dit problem som kunde i en bank.

Likviditet er de penge, bankerne hurtigt har adgang til
Bankerne er også underlagt krav til deres likviditet, så de ikke pludselig står i en situation, hvor der skal udbetales flere penge, end de har til rådighed. Hvis du fx går ned i banken og hæver penge på din indlånskonto, skal banken skaffe pengene et sted fra. Det kan fx ske ved at låne dem fra en anden kundes indlånskonto. Eller ved at sælge en af bankens obligationer og bruge pengene til at foretage udbetalingen til dig. En god likviditet betyder, at banken hurtigt kan få fat i penge og bruge dem, hvis der skal betales en regning eller udbetales et stort beløb. Krav til bankernes likviditet skal med andre ord gøre dem robuste over for pludselige og uventede betalinger.