Lærervejledning_Tera_nova_975.jpg

Eksempler på brug af materialet i klassen

Vi anbefaler, at eleverne forbereder sig hjemme, så de er klar til at løse opgaverne tidligt i lektionen. Lektien kan enten være en af baggrundteksterne eller et afsnit i en relevant lærebog.

Eksempel:

  1. Lad lektionen starte med en kort gennemgang, der primært bygger på elevernes forståelsesmæssige spørgsmål til teksten. Det er vigtigt, at man ikke får givet eleverne alle pointerne på forhånd i forhold til de opgaver, de skal løse. 
    Anslået tidsforbrug: 15 min.
     
  2. Start herefter med multiple choice-opgaverne individuelt eller i par. Herigennem får eleverne lejlighed til at opsummere de centrale begreber inden for de specifikke pengepolitiske områder.
    Anslået tidsforbrug: 10 min.
     
  3. I plenum tjekker underviseren, om alle i klassen er sikre i begreber og fænomener fra første opgave. Det er vigtigt, at alle elever har svaret rigtigt på spørgsmålene, da de skal bruge den viden i de efterfølgende opgaver. En underviser, der kender holdet, vil typisk være fokuseret på elever, der har det svært med økonomi.
    Anslået tidsforbrug: 5 min.
     
  4. Holdet kan nu gå videre til de øvrige opgaver. Disse kan passende løses i grupper. Opgaverne kræver typisk internetadgang. Underviseren vil i mange tilfælde være nødt til at guide nogle elever i forhold til at finde de rigtige oplysninger på diverse hjemmesider. 
    Man kan benytte forskellige undervisningsformer. En mulighed er at fordele opgaverne på niveaudelte grupper (afhængigt af de enkelte elevers færdigheder inden for økonomi generelt) og efterfølgende lade dem fremlægge for klassen eller i matrixgrupper. En anden mulighed er at gå trinvis frem, så alle løser en opgave ad gangen, mens underviseren efterfølgende taler med gruppen om dens resultater.
    Anslået tidsforbrug: 30-45 min.
     
  5. Plenum og opsummering. Underviseren kan i løbet af undervisningsmodulet have observeret generelle udfordringer for eleverne, som efterfølgende kan tages op i fællesskab. 
    Anslået tidsforbrug: 15 min.